Metoder og pædagogikker

Ganske kort ridses nogle af de metoder og pædagogikker op, der anvendes i Humlehaven.

PECS

Picture Exchange Communication System er et visuelt hjælpemiddel, der er udviklet i USA (udvikler: Andrew Bondy). Barnet lærer at kommunikere ved hjælp af billeder. Idéen er at man sætter sig ind i barnets hverdag. Man prøver at sætte sig ind i barnets præferencer eksempelvis hvad angår mad. Barnet skal så lære (vha. belønning) at tage initiativet til kommunikationen via billederne. Det kan vise hvad det vil have at spise, eller hvad det ikke vil have. Antallet af billeder udvides gradvist, evt. også med billeder der signalerer følelser. Der dannes basis for en samtale med barnet med støtte fra billederne. I nogle tilfælde munder det ud i, at et barn lærer helt eller delvist at kommunikere verbalt med eller uden billeder som supplement.


TEACCH
Treatment and Education of Autistic and Related Communications Handicapped Children er også en metode, der er udviklet i USA. Metoden går ud på at skabe en struktureret hverdag for barnet, med bestemte og genkendelige rutiner. I metoden indgår også det visuelle hjælpemiddel, der kan kompensere for det helt eller delvist manglende sprog. TEACCH, som det anvendes i Danmark, er en tilpasset udgave i forhold til den oprindelige udgave. Grunden til dette, er bl.a. kulturelt bestemt.



SOCIALPÆDAGOGIK
Socialpædagogik, indenfor feltet mennesker med nedsat funktionsevne, går i retningen at at kortlægge uddannelsesmæssige og sociale mål for individet. Det handler om at forsøge at integrere individet til praktisk, arbejdsmæssigt og socialt at kunne (så vidt mulig) indgå i det omkringliggende samfund indenfor de rammer, der er opstillet forvaltningsmæssigt.


Neutralpædagogikken, neuropædagogik og gentle teaching gennemgåes ikke yderligere, da vi mangler faglig indsigt til at kunne give en bare nogenlunde præsentation af disse pædagogikker.

Kilder:
centerforautisme.dk/cfa.aspx?id=308&aid=2
abaforum.dk/artikler/sammenligning_teacch_aba.php

Historik omkring mennesker med nedsat funktionsevne

Man har kun lidt viden om mennesker med psykisk og fysisk nedsat funktionsevne fra de tidlige anstalter i 1500 tallets Europa. Man ved heller ikke hvilken pædagogik man førte på diverse institutioner. Man ved kun at det har været meget forskellige levestandarder fra sted til sted.


Vi vil i denne tidslinje vise kronologisk, hvordan institutionerne og levevilkårerne har været for mennesker med nedsat funktionsevne gennem tiden.


TIDSLINIE:


Før år 1500
Særlige institutioner for ”afvigere”, åndssvage, gale. Grupperne spærrede man inde og de blev afskærmet fra befolkningen.




1500 tallet
Da reformationen kom i 1536 og kongen overtog magten over de katolske kirker og godser, forsvandt de institutionelle rammer og den fattighjælp de udstødte havde fået. Og lovgivningen skelnede mellem værdige og uværdige. De værdige som svage og krøbling fik tiggertegn uddelt.




1600 tallet
I det 17. århundrede oprettede man mange steder i Europa interneringshuse, nogle såkaldte
arbejdslejre, hvor løsgængere og de gale blev anbragt da deres afvigelser var truende for den
normale befolkning.




1700 tallet
I oplysningstiden blev der studeret videnskab omkring de udviklingshæmmede. Der blev
skelnet mellem sindssyge og åndssvage, en tidlig decideret klassifikation i samfundet.
Og efter den fransk revolution i 1789 åbnes der nye hospitaler rundt omkring i Europa
med bedre levevilkår end før.




1800 tallet
Her hører man for første gang begrebet DOWN SYNDROM efter farmaceuten Langdon
Down (1828 – 1896) der opdagede ”dem” (mongolerne) og dermed kom diagnosen til at
hedde Down Syndrom. Selve åndssvagheden blev opfattet som en tilbageståenhed i udviklingen i menneskets evolution.


- ifølge særforsorgen 1891 blev klassifikation en realitet (skelnede mellem åndssvage og sindssyge og ingen af typerne hørte nu under fattighjælp som tidligere).




1900 tallet
I det 20 århundrede skete der fremgang og yderligere udvikling efter Socialreformen 1933, hvor et af hovedprincipperne var at personer under særforsorgen helbredes for deres lidelse (hvor det er muligt) og uddannes til at tage en plads i samfundets almindelige liv og at staten har forpligtelse til at yde/drage omsorg for opdragelse, underhold, forsørgelse, kur og pleje.

• Betegnelsen Særforsorgen ophørte i 1980.
• Danske Handicaporganisationer (DH) stiftet 1934.
• Vandførerfonden. Stiftet 1955 af Viggo Kampmann (Statsminister)
• Normalisering (fra slut 50èrne og frem til i dag under stadig opdatering) de handicappede kunne tilegne sig en hverdag der er ikke-eksisterende – normale samfund (fritidsarbejde, aktivitetsformer og skoleundervisning. m. m )
• I 1956 siger forsorgsloven ti års skolepligtig undervisning, hvor staten tager over Den før private skolegang.

Kilde: Kim Rasmussen, Udviklingshæmmede børns hverdagsliv (2008), 1. udgave, Klim

Socialisering

Nødvendigheden af socialisering udspringer af, at man er gået fra feudalsamfund til industrisamfund. Fra at vide nøjagtig hvor i samfundet man havde sin sociale plads, skal man nu kunne indordne sig på forskellige arenaer. Individet skal i sit indre vide hvad der samfundsmæssigt er rigtigt og forkert. For at kunne tilegne sig viden om hvad der bl.a. er gængs socialt og kulturelt i et samfund skal man igennem nogle vigtige socialiseringsprocesser:

Primær socialisering

Den primære socialisering danner grundlag for al senere socialisering. Den foregår via barnets signifikante andre. Familien er den primære socialiseringsarena. De normer og regler, der formidles videre til barnet er subjektive, men opleves af barnet som objektive. Da barnet følelsesmæssigt er stærkt knyttet til de signifikante andre gør det disse normer og regler til sine egne. Gradvist udvikler barnet sin egen identitet i forhold til samfundets normer og regler og kan nu identificere sig med / forholde sig til både signifikante andre og det omgivende samfund.

Sekundær socialisering

Sekundærsocialiseringen starter ved mødet med institutionerne (dagtilbud, skoler, fritidsordninger m.m.). I denne proces tilegner man sig viden om de regler og normer, der er gældende på den arena man nu befinder sig. En af udfordringerne i den sekundære socialisering kan være, at individet under den primære socialiseringsproces allerede har dannet sin egen identitet, og at der ikke er overensstemmelse mellem den primære og den / de sekundære socialiseringsarenaers regler og normer. En vigtig pædagogisk kompetence er således at kunne identificere disse uoverensstemmelser og hjælpe individet i at forstå sin egen rolle med de regler og normer der er gældende på den pågældende arena.

Den primære og sekundære socialiseringsproces overlapper hinanden, da børn i dag, ikke er ret gamle før de kommer i dagtilbud. Så grænsen mellem de to processer er ikke klare, og de sætter sit præg på hinanden. Dette kaldes dobbeltsocialisering eller multisocialisering.

En tredje påvirkning er den socialisering, der sker gennem medierne. Den meget påvirkelige målgruppe får sin ”virkelighed” fra bøger, blade, tv og internet. Og den stærke påvirkning finder ofte sted uden en signikant andres tilstedeværelse.

Kildehenvisning:

Susanne Idun Mørch, Individ, institution og samfund (2009), 1. udgave, Academica.

Autisme

Autisme er betegnelsen for en medfødt gennemgribende udviklingsforstyrrelse, der er kendetegnet ved tilstedeværelsen af afvigelser i adfærden i det, der betegnes triaden, nemlig:

Den verbale og non-verbale kommunikation

Forståelse for socialt samspil

Manglende evne til forestillingsevne og leg

Autisme er en spektrumtilstand. Der findes 4 typer af autisme indenfor spektret:

Infantil autisme

Denne type autisme diagnosticeres ofte inden 3-års alderen

Aspergers syndrom

Ved personer med Aspergers syndrom, vil man typisk opdage det senere, da disse børn til en vis grad udvikler sig i takt med andre børn. I skolealderen vil det blive tydeliggjort, at de har svært ved at indgå i en social sammenhæng

Atypisk autisme

Ved den atypiske autisme er der kun afvigelser i adfærden i 2 af de 3 kriterier.

Gennemgribende forstyrrelse, uspecificeret

Denne diagnose gives til personer, som ligeledes har afvigelser i forhold til de 3 kriterier, og hvor lidelsen ikke har kunnet konstateres før efter det 6. år.

Autisme bliver oftest diagnosticeret i 2-5 års alderen og handicappet forekommer uvist af hvilke årsager 3 gange så hyppigt hos drenge som hos piger. Årsagen til, at man i mange tilfælde først kan diagnosticere autisme efter 2 års alderen er, at reaktionsmønstrene for nogle autister før denne alder er meget lig et normalt udviklet barns. Dette skyldes at disse første mønstre sandsynligvis er medfødte. Spektret af autisme er bredt og 2/3 af autisterne er også mentalt retarderet. Færdighederne hos børn med autisme er meget forskellige og det kan derfor være svært at skelne mellem autisme og mental retardering hos et kontaktsvagt barn.

Som spæd vil barnet med autisme ofte virke mere stille og passivt end et barn i normal udvikling. Barnet vil ikke selv søge kontakten med forældrene og øjenkontakt er enten ikke eksisterende eller meget kortvarig. Barnet bliver ofte fejldiagnosticeret som døv, da det ofte ikke reagerer på lyd, ligesom det ikke selv laver lyde. Autister udvikler talesprog sent eller slet ikke. Hvis barnet udvikler et sprog er det hyppigt med et særpræg ex. ekkolali, hvor autisten repetitivt siger bestemte ord eller sætninger.

Barnet med autisme kan i modsætning til et normalt barn ikke aflæse sine forældres og andre personers kropssprog og mimik. Denne manglende evne til at aflæse andre mennesker er blivende, ligesom autisten selv sjældent via kropssprog udtrykker glæde eller sorg.

Autisten besidder i barnealderen heller ikke evnen til at indgå i fantasilege med andre børn. De bruger en enorm energi på at holde styr på den begrebsverden, der for os er helt naturlig. Som eksempel bliver nævnt at en autist godt kan lære alverdens bilnavne, men vil have svært ved at forstå at de alle sammen er biler. Det gør det meget svært at indgå i andre børns lege, hvis man mangler evnen til at se det abstrakte, imitere og fantasere.

Barnet vil typisk sidde for sig selv optaget af en bestemt ting/legetøj. Brugen af legetøjet er ofte præget af en meget mekanisk / stereotyp måde at anvende det på. Barnet udtrykker ikke sorg eller vrede over, at det ikke indgår i det sociale fællesskab.

Man er i dag klar over, at indsatsen overfor personer med autisme skal sættes ind tidligt. Man har hele spektret af autister, hvor man i den ene ende har personer, der får en uddannelse og i den anden ende personer, der skal bo på institution hele livet. Derfor er det vigtigt, at den pædagogiske indsats målrettes, og at man derfor tager udgangspunkts i autistens behov og ressourcer (serviceloven §50).

Kildehenvisning:

Anegen Trillingsgaard, Mogens A. Dalby og John Østergaard, 2008, Børn der er anderledes, 2. udgave, Dansk psykologisk forlag.

Psykiatrifonden, afsnit af Torben Isager, http://www.psykiatrifonden.dk/Forside/Psykiske+sygdomme/Autisme+%7c+Aspergers+syndrom

Videnscenter for autisme, http://autisme.dk/wm148280

De 3 P'er.

Private, professionelle og personlige.

3 P-model	Professionel	Personlig	Private
Grundlag:	Faglighed	Saglighed	Usaglighed
Viden/indsigt:	Teoretisk viden	Bearbejdede erfaringer/selv-indsigt	Egne erfaringer (mere eller mindre uarbejdede)
Handlinger præget af:	Analyser, metoder og evaluering	Intuition, situationsfornemmelse og indfølingsevne	Følelsesladethed, tilfældigheder og egenrådighed.
Samarbejde:	Tværfaglighed	Samarbejdsvilje	Kæphesterytter
Behov:	Andres behov	Andre/Egne behov	Egne behov

Den gode pædagog forstår at integrere den professionelle og den personlige del, så pædagogen fremtræder som en faglig kompetent, men samtidig personligt nærværende person.

Den gode pædagog er bevidst om, at den private del fra tid til anden dukker op – særligt i pressede situationer (indre/ydre pres). Derfor efterspørger den gode pædagog den nødvendige supervision og er hele tiden åben for personlig kritik.

Det er vigtigt at en pædagog kan skelne mellem det professionelle, personlige og private. Pædagogen skal være bevidst om hvornår det er vigtigt at være professionel og hvornår det er vigtigt at bruge sine personlige erfaringer. Det er især vigtigt at pædagogen er bevidst om at lade sine private følelser blive hjemme.

Kilde:

http://webcache.googleusercontent.com/search?q=cache:m15J_-LZRpEJ:www.gsinfo.dk/up/downloader.aspx%3Ffile%3D1194+de+3+p'er+p%C3%A6dagog&cd=1&hl=da&ct=clnk&gl=dk

I vores historie kan vi sige at Lise bruger hendes faglighed, teoretiske viden og metoder til at håndtere hele situationen med Maria, Else og forældrene. Hun bruger den personlige del til at bearbejde situationen med sin erfaring, intuition og situationsfornemmelse. Der hvor Lise skal føre en samtale med Else bruger hun også sin indfølingsevne til at sætte sig i Marias sted, men samtidig sin erfaring og faglighed til at fortælle hvordan man skal håndtere situationen og give sin viden fra sig.

Den professionelle relation - mennesker med nedsat funktionsevne

Når man indgår som pædagog i en professionel relation, er det vigtigt at man er bevidst om hvad ens egen rolle er i relationen (leder, kollega, mentor, pædagog ).

I pædagogens relation til borgere med nedsat funktionsevne er det mindst ligeså vigtigt, at man gør sig det klart, at det at man befinder sig i et vertikal /asymmetrisk relation gør, at der er en skævvridningen i det indbyrdes magtforhold.

Selvom alle ifølge Grundloven har ret til personlig frihed, er denne gruppe af borgere som følge af deres handicap, underlagt nogle andre livsvilkår. Det bliver derfor pædagogens opgave at være med til at varetage borgerens interesser og livskvalitet. Denne samfundsmæssige opgave som pædagogen skal varetage, skal udføres indenfor de rammer, der er udstukket i serviceloven af 1998.

I det pædagogiske arbejde skal pædagogen via sine kompetencer drage omsorg, og tage ansvar for borgerens behov og dermed forsøge at skabe en ligeværdig tilværelse i forhold til det omgivende samfund. Det er pædagogens opgave at se muligheder fremfor begrænsninger. Pædagogens opgave er ligeledes at drage omsorg for borgeren på en sådan måde at borgeren bevarer sin værdighed. Pædagogen skal være rummelig og tålmodig.

Det pædagogiske arbejde består dels i at observere borgerens trivsel, vurdere ressourcer og kompetencer, reflektere kritisk og ved hjælp af den faglige vurdering søge metoder og didaktik til handleplaner for at opnå de pædagogiske mål. Der er stigende fokus på det pædagogiske indhold i dagtilbuddene, men også på opgaven som forebyggende instans. I Danmark er 15-20 % af alle børn i risikozonen for at blive ekskluderet. Så man har i samarbejde med andre EU-lande udarbejdet en handlingsplan for social beskyttelse og inklusion, som omhandler strategier for forbedringer/forebyggelse for udsatte børn og unge. Der skal være fokus på at støtte det enkelte barn efter behov, og samtidig sikre barnet inklusion i fællesskaber. Man arbejder også på at sprede disse ressourcepædagoger på de forskellige stuer. Pædagogerne skal indgå i et tæt samarbejde med forældrene. Dette øger mulighederne for støtte til barnet og familien. Pædagogens arbejde indeholder flere og flere opgaver og mere og mere viden og ansvar. Man skal ikke kun fungere som pædagog, der håndterer det almene liv og den almene hverdag, men samtidig være en del af et forebyggende social- og sundhedssystem. Undervejs skal der ske en løbende dokumentation. Dokumentationen skal ikke kun bruges overfor forvaltninger, men også som empirisk viden i forhold til det videre pædagogiske udviklingsarbejde i forhold til borgeren.

Pædagogen har tavshedspligt og pædagogen vil i sit arbejde kunne komme ud for en række etiske dilemmaer. Her er det vigtigt at pædagogen er klar over at vedkommende er en samfundsmæssig myndighed. Pædagogen skal varetage borgerens behov og ikke sine egne. Man skal kunne analysere den praksis man befinder sig i og søge løsninger på disse dilemmaer evt. i samarbejde med andre instanser.

I vores historie kan vi sige at Lise tager udgangspunkt i borgerens behov frem for sit eget, forældrene og Elses behov. Hun gør det klart at Maria har behov for at blive roliggjort og alt andet må vente til bagefter. Lise respekterer også at forældre har en mening, men bliver nødt til at bruge sin erfaring og faglighed til at udføre sit arbejde. Lise er meget bevidst om sin rolle. Lise handler ud fra hvad hun mener er bedst for Maria, og hun handler ud fra sine observationer hun har erfaret sig.

Kilderhenvisning:

Bodil Høyer og Bjørn Hamre, Pædagoguddannelsen på tværs (2008),Frydenlund

Susanne Idun Mørch,Individ, Institution, og samfund (2009), 1. udgave, Academica

Lovgrundlag

Opgaver

Gruppen arbejder med en døgninstitution, som tager afsæt i Serviceloven kap. 11, §46-76

- Sikre kontinuitet i opvæksten, nære relationer.
- Sikre personlig udvikling plus opbygge kompetencer til
at kunne indgå sociale relationer og netværk
- Understøtte barnets skolegang/uddannelse.
- Fremme barnets sundhed/trivsel.
- Forberede barnet/ den unge til et selvstændigt voksenliv.

Støtten sættes ind tidligt og forebyggende.

Dilemmaer

§49a - Oplysninger af privat karakter må udveksles mellem de forskellige myndigheder, hvis dette kan være til hjælp i det forebyggende arbejde. Dilemmaet kunne være at "farvede" oplysninger videregives og præger andres holdninger til barnet.

§67, stk 2 - Kommunalbestyrelsen skal afsætte de nødvendige antal pladser på døgninstitutioner. Dilemma: Dårlig økonomi/besparelser kan resultere i manglende pladser på trods af behovet for dem - lang ventetid/overbelægning

Erik Jappe, Pædagogisk lovsamling (2011), 10. udgave, Frydenlund

Pædagogprofessionens udfordringer

Udfordringer fremadrettet.

• Bibeholde eller højne kvaliteten af undervisningen på studiet.
• Faglitteratur på højt niveau.
• Jurisdiktioner - at man i højere grad gør krav på sit fags arbejdsopgaver.
• Fastslå at det er en profession. der kan noget i kraft af tilegnet viden på højt niveau.
• Synliggøre vigtigheden af den pædagogiske viden ude i institutionerne overfor ex. forældre.
• Pædagogens egen opfattelse af sit fag og sig selv skal gøres mere positivt.

Hvor er vi på vej hen?

• Pædagog måske mere på vej ind på lærernes arbejdsområde.
• stigende arbejdspres giver flere opgaver der ikke er en del af professionen.
• Flere relateret uddannelser så som PGU (18 måneder) og PAU (32 måneder)

Hindringer/vanskeligheder

• For mange uuddannede ansatte-mangel på professionelle påvirker en normal struktureret hverdag.
• Økonomi - besparelser kan betyde færre undervisningstimer på uddannelsen.
• Manglende afgrænsning af professionen.
• Mere administrativt/dokumenterende arbejde giver mindre tid til målgruppen.
• Flere relaterende uddannelser.

Kilder:
Tekst - 2. Pædagogprofessiones udfordringer. Af Esther Norregård - Nielsen, sociolog og direktør for NRO.
Tekst - 3. Viden, Magt og Dagligdag. Af Anne-Kirstine Mølholt & Anja Jørgensen, Ålborg Universitet.
3.