Den professionelle relation - mennesker med nedsat funktionsevne

Når man indgår som pædagog i en professionel relation, er det vigtigt at man er bevidst om hvad ens egen rolle er i relationen (leder, kollega, mentor, pædagog ).

I pædagogens relation til borgere med nedsat funktionsevne er det mindst ligeså vigtigt, at man gør sig det klart, at det at man befinder sig i et vertikal /asymmetrisk relation gør, at der er en skævvridningen i det indbyrdes magtforhold.

Selvom alle ifølge Grundloven har ret til personlig frihed, er denne gruppe af borgere som følge af deres handicap, underlagt nogle andre livsvilkår. Det bliver derfor pædagogens opgave at være med til at varetage borgerens interesser og livskvalitet. Denne samfundsmæssige opgave som pædagogen skal varetage, skal udføres indenfor de rammer, der er udstukket i serviceloven af 1998.

I det pædagogiske arbejde skal pædagogen via sine kompetencer drage omsorg, og tage ansvar for borgerens behov og dermed forsøge at skabe en ligeværdig tilværelse i forhold til det omgivende samfund. Det er pædagogens opgave at se muligheder fremfor begrænsninger. Pædagogens opgave er ligeledes at drage omsorg for borgeren på en sådan måde at borgeren bevarer sin værdighed. Pædagogen skal være rummelig og tålmodig.

Det pædagogiske arbejde består dels i at observere borgerens trivsel, vurdere ressourcer og kompetencer, reflektere kritisk og ved hjælp af den faglige vurdering søge metoder og didaktik til handleplaner for at opnå de pædagogiske mål. Der er stigende fokus på det pædagogiske indhold i dagtilbuddene, men også på opgaven som forebyggende instans. I Danmark er 15-20 % af alle børn i risikozonen for at blive ekskluderet. Så man har i samarbejde med andre EU-lande udarbejdet en handlingsplan for social beskyttelse og inklusion, som omhandler strategier for forbedringer/forebyggelse for udsatte børn og unge. Der skal være fokus på at støtte det enkelte barn efter behov, og samtidig sikre barnet inklusion i fællesskaber. Man arbejder også på at sprede disse ressourcepædagoger på de forskellige stuer. Pædagogerne skal indgå i et tæt samarbejde med forældrene. Dette øger mulighederne for støtte til barnet og familien. Pædagogens arbejde indeholder flere og flere opgaver og mere og mere viden og ansvar. Man skal ikke kun fungere som pædagog, der håndterer det almene liv og den almene hverdag, men samtidig være en del af et forebyggende social- og sundhedssystem. Undervejs skal der ske en løbende dokumentation. Dokumentationen skal ikke kun bruges overfor forvaltninger, men også som empirisk viden i forhold til det videre pædagogiske udviklingsarbejde i forhold til borgeren.

Pædagogen har tavshedspligt og pædagogen vil i sit arbejde kunne komme ud for en række etiske dilemmaer. Her er det vigtigt at pædagogen er klar over at vedkommende er en samfundsmæssig myndighed. Pædagogen skal varetage borgerens behov og ikke sine egne. Man skal kunne analysere den praksis man befinder sig i og søge løsninger på disse dilemmaer evt. i samarbejde med andre instanser.

I vores historie kan vi sige at Lise tager udgangspunkt i borgerens behov frem for sit eget, forældrene og Elses behov. Hun gør det klart at Maria har behov for at blive roliggjort og alt andet må vente til bagefter. Lise respekterer også at forældre har en mening, men bliver nødt til at bruge sin erfaring og faglighed til at udføre sit arbejde. Lise er meget bevidst om sin rolle. Lise handler ud fra hvad hun mener er bedst for Maria, og hun handler ud fra sine observationer hun har erfaret sig.

Kilderhenvisning:

Bodil Høyer og Bjørn Hamre, Pædagoguddannelsen på tværs (2008),Frydenlund

Susanne Idun Mørch,Individ, Institution, og samfund (2009), 1. udgave, Academica